Den kan byttes

Kvindens veje er uransagelige….

Lad os forestille os, at to kvinder mødes. Den ene (F) har fødselsdag. Den anden (G) er den gode veninde, der har købt en – synes hun selv – god gave.
Fødselsdagsbarnet pakker gaven op. G siger derefter som det første (inden F har nået at sige tak og næhhh og uuuhhh og mæhhhh) “den kan byttes”. Den er stensikker. Hun siger det hver gang. F siger det i øvrigt osse, når hun er den glade giver.

Hvorfor er det så vigtigt at sige som det første?
Kan giveren ikke holde ud, at modtageren ikke kan snuppe gaven?

Gutterne ville sige: “Fedt. Tak for gaven. Skal vi have en pilsner?”

Vi er så enkle og simple, måske er det derfor, de fleste kvinder elsker os så højt? Altså lige med undtagelse af 9/10 af kvindelandsholdet i håndbold.