En afviger
Jeg er en afviger. Min kone er også en afviger. Det er i hvert fald mit indtryk, at mange opfatter os som afvigere.
Vi ser nemlig ikke TV. Ahh, det passer ikke helt – det er meget, meget sjældent, vi ser TV. Jeg vil gerne se lidt Champions League og når Barcelona spiller. Min kone gider da slet ikke se TV.
Når jeg så fortæller eks. kolleger, at vi aldrig ser TV, så dukker følgende spørgsmål ALTID op:
“Hvad laver I så?”
Svaret vil typisk være: taler med børnene, leger med børnene, læser, dyrker motion, laver mad til fryseren, taler med konen, løser et par krydsord, find selv på flere.
Heldigvis kan jeg – med megen stolthed i stemmen sige – at jeg ALDRIG har set diverse udsendelser med dans(!), Robinson og ligegyldige talkshows.
Mit liv er helt ærligt for kort til ligegyldigheder og fordummende TV.
Udover at have en masse tid til rådighed, så sætter det mig også lidt tilbage i diskussioner på arbejdspladsen, hvor det til tider er meget vigtigt at tale om, hvilken studievært der skal skilles eller “har du set den reklame med Sonofon”… Well, det har jeg som regel ikke.
PS: Flid, fedt og snyd var sgu da nogle gode udsendelser!